Bo Evers med Band

Bo Evers med Band

Pinse- søndag d. 23. maj 2021 kl. 20:00. Dørene åbnes 1 time før
Kulturhuset FREM, Brænderigænget 10, 3740 Svaneke
Entre døren: kr. 220,- Forsalg: kr. 200,- Musikhuzet

Medlemmer af Musikforeningen NoName Svaneke kr. 150 

 

Bo Evers er en charmerende poet og publikums-darling.

Du kender sange som storhittet 'Fred', 'Barry White' og 'Hver Anden Weekend' og du kender Bo Evers’ karakteristiske kvækkende stemme. Bo Evers er en orddriblende trubadur og hans underfundige rim og skæve menneske-observationer er forfriskende og en oplevelse i sig selv.

Bo Evers og hans band udfordrer den traditionelle dansksprogede musik ved at kombinere det underfundige folk- og vise-univers med både den Django Reinhardt’ske gypsy-swing virtuositet, skiffle, solo-soul, pop og punk!

De følsomme og humoristiske tekster og den sprudlende, legesyge musik blomstrer op i en højere enhed til koncerterne, og sætter gang i både danseben, lattermuskler og tårekanaler, når det musikalske nærvær strømmer fra de akustiske og elektriske instrumenter og helt ned til de bagerste rækker.

Koncerterne spænder over ny-klassikeren ”Fred”, tragikomiske ballader og frejdige serenader som "Barry White" og "Et dansenummer" til de mere eftertænksomme sange som "Hver anden weekend".

Og nu er spritnye sange ude på EP-udgivelse ’Død’.

Senere følger Bo Evers op på udgivelserne “Stiv” og “Blød” med EP´en “Liv”. Der lægges ud med to singler fra ”Død”, der - som titlen antyder - vil være fra den mere alvorlige og tragikomiske side af Bo Evers. Sangene omhandler primært følelser i forbindelse med et brud og døden af en relation til et menneske, der har været én nær. Humoren, ironien og det tragikomiske vil dog, på vanlig vis, have en bærende rolle og krydre alvoren med komiske, skæve betragtninger.

EP’erne bliver produceret af Mikkel ”Nuplex” (Wafande, Black Dylan). Jacob Bellens (I got you on tape, Murder) medvirker desuden på projektet.

Bo Evers har desuden skrevet en sang til den nye Christiania-plade, der udgives i slutningen af året.

Citater:“Unikt. Fuldstændig et modstykke til alt moderne popmusik. Undtagelsen der bekræfter reglen. Det er det der rammer folk."

Remee i GoAften Danmark

“Bo Evers har en evne til at skabe sjove billeder og beskrive situationer med mange, mange gode og overraskende ord og udtryk. Hans billeder og hans måde at fortælle på er skøn...".

Sabine Kirchmeier Andersen, direktør for Dansk Sprognævn


Arr: Musikhuzet i samarbejde med Musikforeningen NoName, Svaneke

 

--