Udenfor Sæsonen: Stefen Brandt m.fl.

Udenfor Sæsonen – premiere i Kulturhuset FREM, onsdag d. 16. september kl. 20.00

Traditionen tro samler Steffen Brandt en række musikere til et musikalsk møde, der ved en stribe koncerter rundt om på øen bringer kunstnerne sammen om helt nye musikalske udtryk. Udenfor Sæsonen finder kun sted på Bornholm denne ene gang om året - under Bornholms Kulturuge - og premieren onsdag den 16. september ligger i år i Kulturhuset FREM i Svaneke.

Her ud over gives der koncert på Strandhotellet i Sandvig torsdag den 17. september og Gallakoncert i Musikhuzet i Rønne fredag den 18. september. Alle dage kl. 20.00.

Og Steffen Brandt er klar med et spændende musikalsk møde, når han går på scenen sammen med verdens eneste Povl Dissing, kongelig operasangerinde mezzosopranen Andrea Pellegrini, samt to af den unge musikscenes helt store talenter, sangerinden Nanna Øland fra bandet Oh Land og banjospiller, bornholmsk-fødte Jonas Fromseier.

Traditionen tro vil kunstnerne blive bakket op af komponisten og pianisten Christoffer Møller, Jeppe Skovbakke på bas, Jeppe Gram på trommer og multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren.