tirsdag den 24. november 2009

Søndags jam-session

Vi gentager succesen fra sidste vinter:

Søndags jam-session i kulturhuset FREM Søndag d. 29. nov. - 24. Jan. - 14. Feb.

Alle søndage kl. 14 – 17.

Så er det blevet tid for den første jamsession i kulturhuset FREM, Svaneke i denne sæson. Søndag den 29. nov. går det løs igen! Kapelmester B-Joe og hans band vil traditionen tro backe og støtte solister og andre, som har lyst til at prøve kræfter med de skrå brædder. Her er der ingen, der bliver stemt hjem. X-Factor, Talent eller ej, alle er velkomne til at komme og give et nummer eller to.



Ved sidste vinters jamsessions mødte der folk op fra alle afkroge af øen, og det blev både hyggeligt og ind imellem decideret magisk, når de musikalske bølger gik højt. Dét håber vi på at kunne gentage i denne sæson.

B-Joe medbringer sit faste band, som består af Rasmus Eskesen på bas og Kai Kjartan på trommer. Sammen vil de danne grundlaget for eftermiddagens indslag, backe solister osv., men der bliver også mulighed for at hele bands - hvis sådan nogle skulle dukke op - kan spille et nummer eller to. Ligeledes er forfattere, digtere, fortællere osv. som sædvanlig meget velkomne til at komme og læse op - evt. med lidt stilfærdig, tilpas sværmerisk musikledsagelse. Kom glad, og lad os se, hvad der kan opstå. Det er jo dét, en jamsession handler om :-)

Mange lokale bands og solister har efterhånden fundet sammen ved de legendariske jamsessions i Frem, så hvem ved? Måske er det netop på denne søndag eftermiddag, at du møder dine nye musikalske legekammerater - eller hører øens nye superband for første gang!

Så: Mød op med dit instrument - eller måske bare din gode stemme og noget på hjerte? Giv et nummer eller to, alene eller sammen med de erfarne musikere. Lyt! Nyd! Spil! Nøgleordene er udveksling og hygge

Der er kaffe på kanden og hyggelig stemning - og GOD MUSIK!!!

Sæt kryds i kalenderen. Vi ses i FREM!